LIDTFEDT.DK
Spørgsmål og svar





Valid XHTML 1.0 Transitional

Valid CSS!



Spørgsmål og Svar

Lidtfedt.dk får jævnligt breve fra besøgende som har forskellige interessante spørgsmål. Det er ikke alle vi kan svare på, men nogle breve besvarer vi dog. Her er en del af de spørgsmål som vi har fået gennem tiden og de svar vi har givet. Man skal ikke opfatte dette som en brevkasse, men mere en opsumering af de spørgsmål vi har valgt at svare på. Hvis du vælger at skrive et spørgsmål til os, kan du ikke regne med at få svar.

Hej Claus Styker,
Du brugte i sidste uge en computerprogram til udregning af kalorie- og fedtindhold i kostplaner.
Hvad hedder programmet og hvor kan det købes ?
Venligste hilsner K. Ø.

Vi har desværre ikke noget med hverken DR TV eller Claus Styker at gøre, så vi kan ikke hjælpe dig der. Du kan dog på denne hjemmeside udregne hvor meget energi og fedtenergiprocent dine måltider har.

Jeg har læst bogen og af samme grund anskaffet mig et pulsur. Jeg blev forvirret da jeg skulle finde mit fedt forbrændingsområde.
Min max.puls er på 170 og min hvilepuls på 80.
Minimum: 134, Maksimum: 143.
En del steder har jeg så læst, at man skal beregne procenterne af max.pulsen, hvilket i mit tilfælde vil svare til (170 x 0,60) = 102 og 70% af max.pulsen vil svare til (170 x 0,70) = 119
Det vil så sige, at mit område skal ligge mellem 102 og 119. Det er jo en væsentlig forskel. Kan I fortælle mig, hvilken af metoderne, der er mest rigtig - og hvorfor denne forskel, som jo er ret stor? L. K.

Det må vi sige er noget af en væsentlig forskel. Der skal ikke herske tvivl om, at hvis man skal bruge de procenter som hører til bogen (for utrænede 60 og 70), så er det af intervallet mellem min og max puls du skal bruge. Jeg har ikke selv set steder hvor man tager procent af max.pulsen alene. Hvis du har nogle links, så vil jeg gerne se dem. Dit interval er uden tvivl 134-143.
Det er vigtigt at tage hensyn til min. pulsen, idet den giver et fingerpeg på hvilken form du er i.

Jeg surfede lige lidt rundt på nettet, og fandt frem til jeres suveræne side! Der er virkelig en masse nyttige oplysninger; jeg har aldrig nogensiden før set en side, der var bare halvt så god som lidtfedt.dk
Det er en god ting, at man kan se hvor mange kilojoule/kalorier/g fedt, der er i forskellige madvarer, hvilket har hjulpet mig i gang med et længe ønsket vægttab.
Jeg har regnet ud, at jeg cirka "taber" mig 4000 kJ om dagen, men hvor mange g fedt er det cirka?
Er det for meget at tabe på en gang, eller ville det være bedre, hvis jeg tabte lidt flere kJ?
Det skal lige siges, at jeg ikke er svært overvægtig - det drejer sig om omkring 7-8 kilo.
Jeg dyrker ca. ½ times motion om dagen, som for det meste består af cykling (nogle gange kan jeg godt finde på at motionere 2x½ time, men det er ikke så tit, det sker).
Nå, men jeg ville blive meget glad, hvis I ville svare mig så hurtigt, I kan, fordi det med kJ'ne ville være rart at vide.
Med venlig hilsen H. V.

Først tak for alle de rosende ord.
Hvis du indtager 4000 KJ mindre end du bruger om dagen, så vil du (cirka cirka) tabe dig 1 kilo om ugen - ikke nødvendigvis kun fedt.
Jeg synes bestemt ikke, at du skal tabe dig mere om dagen. 1 kilo om ugen er rigeligt. Mere kan ikke anbefales. Husk at du også stadigvæk skal have det godt. Personligt ville jeg nok vælge et mindre tab, men hvis du har det godt med det, så....
Held og lykke med vægttabet. Husk dog, at muskler vejer mere end fedt. Kig derfor på din krop. Det kan godt være, at du ikke taber dig helt så meget som du regner med, men tilgengæld kommer din krop til at se bedre ud. Vægten bliver simpelthen fordelt bedre. Husk også de gode vaner, efter du er kommet ned i vægt. Undersøg dit KJ behov og sammenlign det med din KJ indtag. Hvis du kan få de 2 tal til at gå op i hverdagen, når du har din ønske vægt, uden at det er ubehageligt, så er du på vej til et langt liv med din ønskevægt

Da jeg skal til at træne til maratonløb, ville jeg gerne vide om der findes nogle træningsprogrammer der kan hjælpe mig. Jeg har lige investeret i et pulsur (cardio exel sport) som jeg håber kan hjælpe mig. Håber i har et par gode råd ang. hvordan pulsen skal være når jeg træner. På forhånd tak. M.

Det har vi desværre ikke mulighed for at hjælpe med.
Hvis du kan engelsk, kan følgende gode sider måske være til hjælp:
http://www.runnersworld.com/training/halworldbest.html
http://www.baystatemarathon.com/training_nancy.html
http://www.jeffgalloway.com -> site map ->Marathon Training

Jeg har værte inde og se på antal kalorier og fedtenergiprocent på popcorn, og jeg synes, det lyder helt vildt. Jeg vil høre, om de tal I har skrevet er for popcorn der er poppet MED eller UDEN fedt. Hvis det er med, hvor mange kalorier er der så i popcorn poppet uden fedt, og hvad er fedtenergiprocenten? Jeg vil meget gerne have svar pr e-mail.

Hmm... jeg tror aldrig jeg har set popcorn poppet uden fedt men jeg skal da ikke afvise det. Vær blot opmærksom på, at mikrobølge popcorn ikke er uden fedt!
De tal der er på listen, kunne fx. været taget fra et sæt mikro bølge popcorn. Hvis jeg tager et bestemt mærke popcorn ("Danish Mikro Pop), så er der
10 g protein
64 g kulhydrat
24 g fedt
Det giver 2.170 KJ pr. 100 gram (som også er en portion) og en fedtenergiprocent på 42%.
Prøv at se på de popcorn du har derhjemme - er der ikke en ingrediensliste og en næringsindholdstabel?
(SE OGSÅ NÆSTE SPØRGSMÅL)

(forsat fra forrige spørgsmål) Dem (popcorn red.) jeg spiser er ikke nogle, jeg har købt færdige. Jeg køber ganske almindelige majskerner, som jeg popper i en maskine der er specielt til det, hvor man ikke bruger fedt, men poppe dem ved meget høj varme. Kan du så eventuelt hjælpe mig med nogle tal. Det er jo egentlig bare tallene for ganske almindelige majskorn, jeg efterlyser, oig jeg kan ikke finde dem nogen steder.

ok - lad mig se. Det "store" amerikanske opslagsværk giver følgende mulighed:
Snacks, popcorn, air-popped, white popcorn
Det er velsagtens det du leder efter.
Her har vi pr. 100 gram:
KJ: 1598 Kcal: 382
Fedt i gram: 4,2
Dermed en fedtenergiprocent på: 10%
Selv om der er tale om en fedtenergiprocent på langt under de 30, så bid mærke i at der er ca. 1600 KJ i dine popcorn. Det vil sige, at der i 100 gram popcorn er ligeså mange KJ som der er i 70 gram chokolade - eller i 900 gram gulerødder

Kan den skive (fedtenergispionen red.) til udregning af fedtenergi købes nogen steder? Jeg ved godt, at man kan printe den ud fra siderne og stykke den sammen selv, men det vil jo aldrig blive det samme som den rigtige, der antagelig er lavet af pap eller plastic og dermed meget mere stiv og lettere at have med at gøre. mvh. J. L.

Jeg har desværre ikke set den andre steder end i FØTEX eller BILKA ... men måske så har NETTO den også? Det er jo i hvert fald alt sammen Dansk Supermarked.

Jeg vil gerne have nogle flere oplysninger om opholdet på jeres kur-center. Pris og andre reellevante oplysninger. Evt støtte.....

Jeg er bange for, at du forveksler os med nogen......??
Vi har intet kursted - kun vores hjemmeside

Jeg er i gang med et projekt. I denne projekt mangler jeg noget om hvilke muskelgrupper der er kroppens vigtigste. Hvis det er noget i kan hjælpe mig med, vil jeg gerne have besked hurtigts mulig.

Det er det desværre ikke

Dette er egentlig bare et lille spørgsmål, der har gået mig lidt på. Nede i "mit" motionscenter, blev jeg på et tidspunkt vejet og fik samtidig målt min fedtprocent. Denne lå på 21,5, hvilket ifølge instruktørene var ALT for lidt. Senere har jeg gjort mig den erfaring fra andre steder og via forskellige ting jeg har hørt, at min alt for lave fedtprocent faktisk ligger helt normalt! Og dertil så mit spørgsmål. Hvor ligger fedtprocenten for kvinder? Jeg er selv 176-177cm høj og vejer 59kg. Jeg har gennemgået et stort vægttab på 35kg eller mere.....derfor er man vel lidt nysgerrig. Håber i kan hjælpe mig til det rigtige svar. Med venlig hilsen M.

Jeg har undersøgt sagen lidt, og det ser ikke ud til 21,5 er for lidt. Det er i den nederste del, af det sunde niveau - men på ingen måde for lavt. De fleste anbefaler en fedtprocent på ca. 18-25 for kvinder under 30 og 21 - 27 for kvinder over 30. Det er natuligvis ca. tal så.... I øvrigt synes jeg, at det lyder til, at du ikke bør tabe dig mere. At veje under 60 kg. og være 177 høj er ikke altid helt sundt, men det kommer natuligvis an på hvordan din krop er bygget og hvad din fedtprocent er :-)
Prøv at snakke med din læge. Hun kan garanteret give dig bedre råd, plus hun kan nok også lave en bedre måling af din fedtprocent, end de kan i fitnesscenteret - det lyder ikke til, at de helt har tjek på sagerne. Det kan natuligvis være, at de har en anden måde at måle tingene på, men så igen.

Hvordan beregner i fedtenergi% på en opskrift ? Der må være noget svind som der skal tages med i betragtning. Kender I reglerne for dette ? Jeg kunne godt tænke mig at kende eventuelle regler for hvordan mån beregner komplette opskrifters fedtenergi% helt korrekt. Så kan jeg jo på jeres site finde ingrediensernes indhold af fedt og energi og så strege de få fedende ud (det gør jeg nok ikke i praksis :-)

I praksis er den eneste måde, man kan måle en opskrifts nøjagtige fedtenergi% ved kemisk at analysere den færdig tilberedte opskrift. Der er nemlig altid forskel på hvor meget fedt kød, fisk og grøntsager indeholder og hvor meget fedt de optager under tilberedning.
Den måde vi beregner fedtenergi% på i en opskrift, er ved at tage indholdet af KJ og indholdet af fedt i gram i hver eneste af ingredienserne og derefter lægge disse tal sammen og derefter beregne fedtenergi%.
Det er ikke helt retfærdigt, idet fx. stegefedt ikke bliver optaget fuldt ud i kød eller grøntsager, men fordi der ikke kan opstilles nogle faste regler omkring dette, har vi valgt at medtage dette i vores beregninger.
Du kan for hver ingrediens du indtaster i opskrifts-fedtenergi% beregning siden, se hvad den indeholder af KJ og fedtenergi%. Det kan jo så være din guide for at finde ud af, hvilke ingredienser det er bedst at komme mindre i af.
På samme måde som fedtenergi% ikke kan være helt nøjagtigt, så er beregningen af vitaminer mm. heller ikke helt korrekt, idet nogle af disse dør under tilberedning og der fx. på forskellige årstider er forskelligt indhold i grøntsager. Igen er der ingen faste regler om dette, så derfor undlader vi at ændre på tallene.

Jeg har set jeres program og er intresseret i det skema det blev brugt til at sammen sætte måltider efter altså man vejer noget efter hvad det indeholder i Kcal. Jeg ved ikke hvad de forskellige ting indeholder i Kcal når jeg sammensætter et måltid.

Tak for dit brev.
Først - vi er ikke en del af TV2's program "Livet er fedt".
Du kan på vores hjemmeside, finde alle de oplysninger du har brug for. Du kan finde mange mange ingredienser og der se indholdet af Kcal og fedt.
Du har også muligheden for at indtasten en opskrift og se inholdet af Kcal og fedt i den samlede opskrift.

Er der ikke mulighed for at beregne f.eks frokost og aftensmad + mellemmåltider ligesom man på denne side kan sammensætte sin morgenmad så den overholder ens kaloriebehov? Hvis ikke, så synes jeg det ville være en rigtig god idé at lave noget tilsvarende for disse andre måltider på dagen. Hvis dette ikke er muligt kan I så henvise mig til en anden hjemmeside der kan beregne dette?

Tak for dit brev.
Det kunne helt sikkert være en god ide at lave det samme for aftensmad som vi har gjort med morgenmad. Det er bare desværre en noget nær umulig opgave at lave det på samme måde. Der er simpelt hen bare alt for mange muligheder når vi snakke aftensmad. Allerede ved morgenmaden er system lidt uoverskueligt, fordi der skal være mulighed for at spise forskellige antal brød, forskelligt brød, forskelligt pålæg....
Det man kan gøre, er at bruge for opskrift-udregnings-program. Her har du muligheden for at indtaste din opskrift og så se hvor mange Kcal/KJ den indeholder og fedtindholdet.

Jeg sidder lige og læser http://lidtfedt.dk/fedtenergiprocent.php om fedtenergi procenten. I skriver: Energi i mad kan komme fra 3 ting, nemlig protein, kulhydrat og fedt. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at vi maksimalt får 30% af vores energi fra fedt. Og så har i en formel. Jeg vil gerne vide om jeg kan bytte fedt ud med protein eller kulhydrat og på den måde regne ud hvor meget de ting giver i energi? Dvs en slags proteinenergiprocent eller kulhydratenergiprocent?

Det er faktisk ikke helt rigtigt det vi skriver, idet energi faktisk kan komme fra 4 steder. Alkohol giver nemlig også energi! Men vi har valgt at undlade alkohol for ikke at gøre det uoverskueligt. Følgende liste giver sammenhængen mellem fedt, protein, kulhydrat og alkohol og så energi (kilojoule):
1 g protein giver 17 kJ
1 g fedt giver 38 kJ
1 g kulhydrat giver 17 kJ
1 g alkohol giver 30 kJ
Fx. har vi A38 som indeholder følgende:
3.7 g protein, 3.5 g fedt, 4.7 g kulhydrat pr. 100 gram (resten er vand, vitaminer og mineraler). Så har vi altså, at A38 indeholder følgende energi fra de 3 grupper:
Protein (3.7 g x 17 kJ/g) = 62.9 kJ
Fedt (3.5 g x 38 kJ/g) = 133.0 kJ
Kulhydrat (4.7 g x 17 kJ/g) = 79.9 kJ => Samlet energimængde: 275.8 kJ
Dermed er energiudregningen nem:
62.9 / 275.8 x 100 = 23% energi fra protein
133.0 / 275.8 x 100 = 48% energi fra fedt
79.9 / 275.8 x 100 = 29% energi fra kulhydrat
Kort sagt, så kan du ikke blot bytte fedt i gram ud med protein i gram - idet protein kun giver 17 KJ pr. gram hvor fedt giver 38 KJ pr. gram (derfor ganges der i vores formel med 38).

Kære Livet er fedt.
Jeg vil lige forhøre mig om I laver flere programmer end det der er igang nu eller om man kan komme på slankeophold gennem jer. Jeg er 41 og vejer 82 kg, hvilket gerne skulle ændre sig til 54-56 kg. Håber at høre fra jer.

Vi har desværre intet at gøre med TV2 eller slankeophold. Desværre. Vi har kun vores web-side på nettet.

Hvordan laver man fedtfattige popcorn?

Kort svar: Det kan man ikke.
Langt svar: Alle (dem vi har undersøgt) popcorn som man kan købe på det danske marked har en fedtenergiprocent på over 30 - og ja... det gælder også microbølgepopcorn.
Man kan dog købe et specielt apparat, som kan poppe popcorn med varm luft. Vha. denne metode så kommer fedtenergiprocenten ned på 10. Det er jo ganske godt. Men, men, men. Selv på denne måde, så indeholder popcorn 1598 KJ pr. 100 gram og det er meget.
Det vil sige, at der i 100 gram popcorn er ligeså mange KJ som der er i 70 gram chokolade - eller i 900 gram gulerødder. Så du kan altså spise næsten et kilo gulerødder for hver gang du spiser 100 gram popcorn - og det er når de er poppet med varm luft! Når der er tale om fx. microbølgepopcorn er det endnu værre.
Myten om at popcorn er sund snack er forkert. Desværre :-)

Hvad er fedtenergiprocenten i flødeboller? Der står nemlig aldrig nogen varedeklaration på pakkerne

Jeg synes næsten du skulle udnytte vores flotte hjemmeside.
Gå ind på: http://www.lidtfedt.dk/madvare.php og find det afsnit der hedder: Ingen fedt-deklaration. Her vælger du "Sukker, slik og krydderier" fra listen. Når den kommer frem finder du flødeboller!
Nå her er det nemme metode: Fedtenergiprocent på 35!!! og KJ indhold på 1812 - altså 200 KJ mere end popcorn. Der er ca. 17 gram pr. flødebolle. (6 stk vejer 100 gram).

Hvordan er det muligt at der kan være fedt i en agurk eller en gulerod? Jeg har altid fået at vide at man kunne spise al den agurk man havde lyst til da den næsten kun bestod af vand. Nu har den en fedtprocent på 7.???????

En agruk består rigtigt nok mest af vand. Der er ca. 96,7 procent vand i en agurk. Så det har du helt ret i. Der er dog stadigvæk noget fedt i grøntsager.... ikke meget men lidt.
Vær opmærksom på, at det er fedtenergiprocenten som er 7 i en agurk og ikke fedtprocenten. Fedtprocentet angiver hvor mange procent af en vare der er fedt (i en agurk er det 0,1 procent), mens fedtenergiprocenten er hvor mange procent af energien der kommer fra fedt (i en agurk er det 7 procent). Det er fedtenergiprocentet som skal være på under 30 procent.
En agurk giver meget meget lidt energi, netop fordi meget af den er vand. Derfor er en agruk et sundt mellemmåltid.

Brev til Claus Styker. Hej Claus. Se venligst vedhæftede fil.

Vi har desværre ikke noget med Claus Styker at gøre.

Jeg er en frisk og aktiv pige på 18 år. Men jeg har et lille problem. Jeg er 165 høj. vejer 62 kg. jeg ved godt at det er normal vægtig...men jeg vil bare gerne lidt ned... så hvis jeg bare havde en ordenlig kostplan..det vil være dejlig!! så jeg håber i vil hjælpe mig :-)

Vi beskæftiger os ikke rigtigt med at udarbejde kostplaner, så vi kan desværre ikke hjælpe dig. Men efter vores mening har du overhovedet ingen grund til at tabe dig. Man skal også passe på, at man ikke bliver for tynd.
Held og lykke med dit projekt.

Måske kan I hjælpe mig... Jeg startede på en "slankekur" (eller måske nærmere livsstilsforandring) i efteråret 2000, der involverer fedtfattig mad og masser af motion. Jeg træner kondition og styrketræning 5 gange om ugen - i alt ca. 10 timer.
Jeg tabte mig en del de første par måneder, men siden nytår har min vægt stort set stået stille, og jeg tænkte på, om I mon kunne fortælle mig hvorfor - og hvad jeg evt. gør forkert. Jeg ved godt, at muskler vejer mere end fedt, og at det derfor er naturligt, at man ikke taber sig så meget, når man opbygger sin muskelkapacitet, men det undrer mig alligevel, at der ikke sker mere.
Jeg bor pt. I Tyskland sammen med min mand, der arbejder på en amerikansk flyvebase, og derfor handler vi oftest ind i basens amerikanske supermarked. Problemet er, at de deklarerer deres varer anderledes og opgiver alting udfra portionsstørrelser i stedet for pr. 100 gr. Har I evt. en mulighed for at finde frem til en fedtenergiprocents-udregningsformel, der kan bruges på de amerikanske deklarationer?
Jeg håber, at I evt. kan hjælpe mig med disse spørgsmål, og jeg kan da lige for en god ordens skyld nævne, at jeres side er vældig god og meget brugbar. Det er rigtig godt med jeres udregningsformler til diverse. Måske skulle I prøve med flere links til andre sider - evt. links med opskrifter (indtil I får flere).
Med venlig hilsen L. G.

For at starte bagfra. Jeg har for ikke så lang tid siden været i USA og kan derfor godt huske de amerikanske deklarationer. Jeg morede mig f.eks. lidt over en pose Haribo guldbamser, hvor der i deklarationen stod, at en portion var 22 vingummibamser! Ja ja.... Hvis du gerne vil finde fedtenergiprocenten i et bestemt produkt, hvor deklarationen er portionsangivet, så behøver du ikke være irriteret. Det er lige så nemt som i Danmark, hvis man har tallene angivet pr. 100 gram.
Hvis der fx. står at en portion er 50 gram og at der er 1200 KJ pr. portion og 20 gram fedt pr. portion så bruger du blot disse tal ind i regnemaskine på siden: http://www.lidtfedt.dk/madvare.php Det kan godt være, at der står pr. 100 gram, men det kan du bare være ligeglad med. Når man regner i procent, så betyder det ikke noget om man tager pr. 100 gram eller pr. 50 gram eller pr. 2000 gram...... det har ingen betydning. Det er blot vigtigt, at KJ og fedt i gram bliver angivet fra den samme vægt.
Hvis vi ser på formlen der står på side: http://www.lidtfedt.dk/fedtenergiprocent.php så hedder den:
fedt indholdet i gram pr. 100 gram * 38 / KJ pr. 100 gram * 100.
Nu ignorer vi at deklarationen angiver det pr. portion (50 gram) og regner efter:
20 * 38 / 1200 * 100 = 760 / 1200 * 100 = 0,63 * 100 = 63
En fedtenergiprocent på 63 - ulækkert!!! :-)
Nu prøver vi så at regne pr. 100 gram. Hvis der pr. 50 gram var 20 gram fedt, så må der pr. 100 gram være 40 gram fedt. Hvis der pr. 50 gram var 1200 KJ så må der pr. 100 gram være 2400 KJ. Det prøver vi igen at regne ud:
40 * 38 / 2400 * 100 = 1520 / 2400 * 100 = 0,63 * 100 = 63
Igen 63%.... se bare..
Så derfor kan du umiddelbart bruge alle formlerne, selv om deklarationerne er skrevet som portioner.
Hvad angår dit vægttab. Husk du kan kun tabe dig til en vis grad. Man skal jo have en minimumsvægt. Ens krop består jo ikke kun af fedt, men også knogler, muskler, organer mm. Se om du ikke hos din læge kan få målt din krops fedtprocent. Hos kvinder skal den være ca. i intervallet 20 - 27 %(måske lidt mindre for kvinder under 30). Vi er jo alle forskellige og nogle er bare født med "større knogler" og må derfor acceptere en større vægt og du har fuldstændig ret i, at muskler vejer mere end fedt! Bare du er tilfreds - og selv hvis du ikke er tilfreds, så skal og må der altså være grænser for hvor meget man skal tabe sig. Spørg din læge. Han/hun kan meget bedre vurdere din sag.
Tusind tak for de rosende ord. Det er dejligt at høre, at der bliver sat pris på ens arbejde. Hvad angår links, har du nogle gode links til fx. opskrifter du har prøvet at lave. Vi er lidt forbeholden overfor at lave links til opskrifter vi ikke selv har prøvet. Vi vil gerne kunne stå bag det vi linker til :-) Har du i øvrigt prøvet nogle af opskrifterne. De er altså gode. Især Mariannes Ciabatta brød. Det er bare et godt brød!
Jeg håber du kunne bruge svaret selv om det kom lidt sent. Tillykke med vægttabet og bliv ved med at dyrke motion og spise fedtfattig. Det er på den måde man beholder sit vægttab og husk at fedtfattig kost, ikke kun er godt for vægten men også for resten af helbredet

Jeg er vegetar, vil gerne tabe mig 8 kilo. Jeg spiser meget grønt og meget frugt. Jeg spiser linsefrikadeller, nøddepostej, sojamel i mit brød. kikærter, mager ost skummetmælk, men kan ikke tabe mig et gram. Jeg er pædagog, så jeg rører mig i mit arbejde. Kan I hjælpe mig med et par gode råd, for noget gør jeg forkert? Sammensætningen i min kost er sikkert ikke rigtigt. Jeg er bange for ikke at få proteiner og Bvitamimner nok i kosten. Kan jeg erstatte linser, bønner og nødder med noget andet. Jeg er 57 år og har altid haft nemt ved at tabe mig. Jeg har altid ligget på ca. 60 kg, men nu er jeg oppe på 68 kg og har det skit med det. Venlig hilsen N. N.

Lidtfedt.dk er bange for, at vi ikke er kvalificeret nok til at svare på spørgsmål af denne karakter. Vi vil næsten gætte på, at du skulle prøve at spørge din læge.
Beklager det korte og meget mangelfulde svar, men vi vil heller skuffe folk, end binde dem noget på ærmet